Tak til Daisy Løvendahl

25 februar, 2011

Jeg har for nylig hjulpet Daisy Løvendahl med at fremtrylle hendes nye website daisylovendahl.dk - her er, hvad hun har at sige om forløbet:

Jacob Atzen fra Incremental har været lige den samarbejdspartner, som jeg havde brug for, da jeg stod overfor at skulle have en hjemmeside. Han har leveret varen 100% tilfredsstillende, og som en ekstra bonus er han altid hurtig til at besvare mails, og de spørgsmål som jævnligt dukker op. Derved leverer Incremental en god service og lige den tekniske support, som gør det sjovt at have hjemmeside

Daisy Løvendahl Coach & Rådgiver

Jeg siger mange tak til Daisy for de pæne ord og håber på et godt samarbejde fremover.

Et klap på skulderen

6 august, 2009

Jeg bliver lige nødt til at nævne, at jeg har fået følgende udtalelse fra Amino, som jeg for nylig har lavet et projekt for:

Da vi på Amino stod og skulle bruge en ekstern udvikler på et projekt, valgte vi at anvende Jacob og Incremental. Det fortrød vi ikke et sekund. Ikke blot blev projektet leveret inden for budgettet og tidsrammen, men - og det er endnu vigtigere - var kvaliteten af koden, og det endelige produkt, meget høj. Næste gang vi har brug for hjælp inden for de kompetencer som Incremental udbyder er vi ikke i tvivl om hvem vi vil anvende.

Jeg er meget stolt!

Første måned veloverstået

12 april, 2009

Så er Incrementals første måned snart overstået. Det har været en spændende tur ind til videre. Det har været småt med opgaver, men stort på erfaringer og oplevelser. Måneden har blandt andet budt på serverbackup, en Google Maps integration, et spændende møde med Lars Ettrup fra Urban Embassy, et par mindre opgaver fra England og endelig er det blevet til mit første eget produkt - et linkkatalog kaldet bluelinks.dk.

Bluelinks.dk er inspireret af Rune Risoms blogpost Hurtige penge på linkkatalog hvori Rune fortæller om sine erfaringer med hans eget linkkatalog seome.dk. Inspireret af Runes påstand om, at han brugte 12 timer fra start til slut tænkte jeg, at det måtte jeg da lige prøve at gøre efter. Jeg havde faktisk troet jeg kunne gøre det hurtigere, men nu har jeg vist også brugt omkring de 12 timer på det. Undervejs er det blevet til lidt leg med testværktøjet Cucumber og lidt boksning med Googles AdSense - de nægter stadig at erkende, at bluelinks rent faktisk er på nettet, men mere om det senere.

Udover de rent faglige ting er der blevet brugt tid på at oprette en bankkonto, sådan en skal man jo have! Og sende en masse mails afsted til forskellige mennesker i ind og udland. Dette sidste har faktisk været lidt en blandet fornøjelse. Den gode del af fornøjelsen har været, at der er mange, der rent faktisk har udvist interesse for mine kundskaber og har været interesseret i samarbejde eller andet. Den mindre sjove del er, at der tilsyneladende er mange, der ikke anser det for nødvendigt overhovedet at svare tilbage på henvendelser. Dette faktum overrasker mig eftersom jeg ikke har henvendt mig til nogen, der ikke på den ene eller anden måde har efterlyst mine ydelser. Til gengæld fik jeg et super fedt afslag, der indeholdt en invitation til en fest, sådan nogen afslag vil jeg gerne have flere af!

Alt i alt kan jeg sige at første måned er veloverstået og jeg glæder mig til at tage hul på kommende måneder.

Incremental er født

19 marts, 2009

Så er startskuddet gået for Incremental!

Incremental er et enkeltmandskonsulenthus bosat i København, der er sat i verden for at hjælpe virksomheder med at udvikle avancerede webbaserede systemer. Eksempler på opgaver som passer godt til mig:

  • Et system til administration af kurser for en kursusudbyder.
  • Et system til udsendelse af SMS’er baseret på regler opstillet af kunden.
  • Et debatforum med integration til kundens egen kundedatabase.

Den typiske opgave er et lidt større projekt, hvor der ikke på forhånd findes systemer på markedet, der kan leve op til virksomhedens ønsker. I dette tilfælde kan jeg hjælpe med den tekniske udvikling af det nye system, enten på egen hånd eller i samarbejde med virksomhedens egne udviklere. Min styrke ligger hovedsagligt i backenden af systemerne, der hvor systemets logik gemmer sig.

Jeg arbejder primært med Ruby on Rails, da denne platform tilbyder kortere udviklingstider og dermed mere værdi hurtigere og billigere. Yderligere har jeg rigtig god erfaring med at arbejde efter de agile metoder XP og Scrum.